Glas er et interessant stof, da det både er fast og flydende. Glas er et amorft materiale. Det vil sige, at glassets molekyler ikke låses fast i et krystalgitter, når det afkøles, men derimod er arrangeret i et vilkårligt mønster. Det tillader lyset at passere, og vi kan se igennem det. Selvom glas egentlig kan betragtes som en underafkølet og meget tyktflydende væske, er det meget stabilt, og der sker ingen udflydning. Disse egenskaber gør glas unikt i forhold til andre materialer.
Glas består oftest overvejende af Siliciumdioxid, som smeltes ved cirka 1500 grader. Glassets evne til at lade lys passere samt dets hårdhed, vandfasthed, tæthed og varmebestandighed udnyttes optimalt i ruder til vinduer og drikkeglas. Gennemsnitsmassefylden for glas er 2.300 kg/m3. Gennemsnitsvarmefylden for flaske- og rudeglas er 0,84 kJ/(kg*°C). Pyrexglas har et smeltepunkt omkring 1300-1400 grader, mens morettiglas har et smeltepunkt omkring 1000 grader.
Glassets kemiske sammensætning og struktur har stor indvirkning på dets egenskaber. For eksempel er borsilikatglas som Willowglas fra Corning en let og fleksibel glastype, som kan modstå temperaturchok og ekstreme temperaturer. Sodaglas er i den anden ende af spektret, da det er den mest almindelige og billigste glastype, der ofte anvendes til flasker og marmeladeglas.
De fleste glastyper har nogle fællestræk. De indeholder for eksempel kvarts og lutringsmiddel, som homogeniserer smeltemassen samt flursmidler som potaske, salpeter og borsyre, der er med til at nedsætte smeltetemperaturen. Når glas opvarmes til 500-600 grader bliver det blødt og bøjeligt, og der kan arbejdes med former og tykkelse. Ved 700-800 grader sker en krystallisering i glassets overflade, så det bliver mat. Det kaldes divifrikation.
Ved at anvende kvalitetsmaterialer kan glaskunstneren skabe enestående kunstværker, der ikke bare er æstetiske i udtryk, men som også opnår en styrke og holdbarhed, der gør dem ideelle til forskønnelse af såvel private hjem som offentlige rum.