Helle Kjærulf
Maler abstrakt eller non-figurativt på lærred.
»Naturen er en evig medspiller i mine billeder. Selv om jeg ikke maler naturalistisk, opstår der ofte landskaber − mentale landskaber. Dem, som jeg kalder mindscapes.
Mine malerier er på en måde som et digt eller musik, en vej mod et udtryk, der til sidst falder på plads og giver mening for mig. Naturens mangfoldige former, det organiske, det foranderlige og det evige er det, mine billeder udspringer af.«
I min maleproces benytter jeg mig i høj grad af akrylfarvens vandige muligheder og blandingsmuligheder. Opbygningen er lag på lag i en harmonisk komposition og ofte med stor transparens. Jeg arbejder med det intuitive og til tider tilfældige princip. Processen fra det hvide lærred til det endelige maleri er hver gang en opdagelsesrejse i en ny verden.«
Bor og arbejder i Ebeltoft, Boeslum Bakker. Uddannelse - i en årrække kursusundervisning på Aarhus Kunst Akademi ved Birger Møller, derudover autodidakt. Har udstillet i gallerier, kunstforeninger, virksomheder, på udstillinger og kunstmesser siden 2008.